Tænke Tanken - Lad strømmen flyde.

Der er nu alligevel noget af en underholdningsværdi i at være praktikant i 8. klasse når pigerne sidder og taler om kærester og flotte fyrer. Små fnis og hænder foran munden for at skjule et lille, forlegent smil når nogen nævner noget om et kys. Den ene pige har vidst nok fået sig en kæreste og kan helt beslutte sig for hvor meget hun tør fortælle veninderne i klassen. Det kunne jo gå hen og blive en smule pinligt at indrømme, at man har kysset en dreng….. på munden!!! De andre griner lidt da hun alligevel fortæller det efter adskillige “kom nuuuuu” og “hvad skete der så?” spørgsmål. En anden pige spørger nysgerrigt “hvordan ser han ud?” efterfulgt af “er han lækker?“. Pigen i fokus svarer at han ligner Tarkan en lille smule og så fniser hun igen. Der går et par sekunder og så har en af pigerne fundet et billede af Tarkan på nettet på en af computerne i klassen. “eeeej han er lækker” er der en der udbryder og så fniser de allesammen igen.

De viser mig billedet da jeg går ned forbi pigerne i klassen for at gøre dem opmærksomme på at de vidst ikke helt laver det de er blevet bedt om. Jeg bliver informeret om at Tarkan altså er en herre lækker tyrkisk sanger. Jeg kan ikke helt lade være med at trække på smilebåndet, men må alligevel dy mig en smule og i stedet forsøge at få dem til at arbejde igen. Det lykkedes da jeg med en bestemt tone fortæller dem at de må vente med at snakke om herre lækre fyre til klokken har ringet. De går på ny igang med det de var blevet sat til, men da jeg vender ryggen til kan jeg alligevel høre en sagte fnisen.

Jeg sad på lærerværelset og ventede på at min praktiklærer skulle dukke op til det aftalte møde. Det gjorde hun da frikvarteret var slut. Vi skulle gennemgå de sidste par timer jeg havde undervist i, i engelsk i 8. klasse. Hun startede med at komme med gode råd til hvad der kunne forbedre mit forløb, men kom samtidig også med ros til, hvordan jeg formåede at få mere eller mindre alle med til at deltage i undervisningen. Mødet var ganske kort, men inden vi skiltes fortalte hun mig om en opdagelse hun havde gjort mens hun havde siddet der, i klassen, og observeret. Flere af pigerne var begyndt at bære tørklæde i en trekant om halsen og ned om brystet. Det havde de aldrig gået med før og hun havde undret sig over hvorfor flere af dem var begyndt at gøre det i netop den samme periode. Det var indtil hun opdagede at jeg også gjorde det og fandt derfor ud af, at de var begyndt at gøre det efter jeg var begyndt som praktikant i deres klasse. Hun smilede da hun gik ud af døren og sagde jeg skulle prøve at lægge mærke til det dagen efter. Lige inden døren smækkede gjorde hun mig opmærksom på, at det betød at jeg var accepteret. De ville ikke kopiere en stil fra nogen de ikke kunne lide.

Den næste dag kunne jeg ikke lade være med at smile da jeg trådte ind i klassen og bemærkede at flere af pigerne bar farverige tørklæder om deres hals.

Klokken er 20.45. Opvarmningen er netop slut og instrumenterne fra Dictes optræden i idrætshallen i Odense bæres ud fra scenen. Nye instrumenter bæres ind igen og der gøres klar til koncerten de tusindevis af mennesker i hallen har ventet på. Stemningen er god, nok fulgt godt på vej af fadøl og indtil flere skrigende piger i alle aldrer. Lyset i hallen dæmpes og alle begynder at råbe. Om lidt sker det. Danmarks superstar skal på scenen. Bandets medlemmer komme ind og stiller sig til rette ved deres instrumenter. Koret har fundet deres mikrofoner. Inden længer begynder lyskeglerne at flakke rundt i salen før den til sidst rammer en mand på scenen. Manden er Thomas Helmig. Han iført lædertøj og da hofterne begynder at svinge er alle pigerne solgt. Rundt omkring i salen spottes enkelte mænd der forsøger at fjerne blikket fra scenen ved at vende det vide ud af øjnene. Flere af dem drejer om og går mod barene der strategisk er blevet placeret i hjørnenerne af salen. Dette er en aften for kvinderne og det sætter Hr. Helmig en stor streg under ved at træde helt ud på scenens kant da han begynder at synge. Håret er nyfarvet og sat. Det karakteristiske smil er stort og øjnene der får alle kvinderne til at dåne, smiler. Det er de små smilerynker om øjnene med til at bevise.

Et lækkert repetoire er sat sammen med både nye og gamle sange fra Helmigs karriere. Der er noget for alle aldre og alle typer af Helmigs fans. De unge, de ældre, dem der har fulgt ham hele livet og de der kun har været med de sidste par år. Ingen bliver glemt. Bandet med nogle af de gamle kendinge Søren Runge og Claes Antonsen kan deres kram. De spiller hele hallen op og Helmigs stemme får kvindernes hjerter til at banke med hans kærlighedsvers.

Alle er fulde af stemning og smil da de forlader salen. Nogen skal videre i byen og fortsætte aftenen. Andre skal hjem og passe deres familie og børn efter en aften ude med veninderne. Endnu engang understreges det at Thomas Helmig formår at holde på sine ældre fans og få nye til på vejen.

Tommy Tour er godt igang og indtil flere pigehjerter har banket ekstra hårdt i denne periode. Det er det en lille århusiansk mand med blå øjne og smilerynker formår at gøre ved store dele af den feminine del af den danske befolkning.

Klokken nærmer sig de 18.30 hvor jeg var blevet bedt om at ankomme til studiet på Nyhavn. Sommerfuglene har meldt deres ankomst i min mave. En mand åbner venligt døren og byder indenfor. Der sidder et par journalister og følger med i første del af udsendelsen i baglokalet. En make-up artist beder mig følge med ud bag ved, hvor jeg får lagt en masse make-up. Man skal jo se pæn ud når man skal på tv. Lidt efter kommer værten ud og hilser pænt på mig. Beder mig følge med ind i studiet, hvor spørgsmålene jeg vil blive stillet i live udsendelsen bliver gennemgået. Jeg er faktisk ikke længere så nervøs. Værten formår at få nogle af sommerfuglene til at falde til ro.

Lidt efter kommer partiformanden for det nye parti Fokus ind ad døren. Han bliver sat i studiet med showets anden vært og Aftenshowets 2. del er i fuldgang. Jeg sidder spændt og følger med bag kulisserne indtil redaktøren kommer og henter mig og følger mig pænt hen til hjørnet af studiet, hvor et par stole står klar. Puk Elgård laver en fin indledning og kameraernse zoomer ind. Nu er jeg pludselig på. Der sidder lille jeg og er en smuler nervøs mens en hel del danskere sidder ude bag ved skærmen og følger med. Min far følger med. Mine venner og familie følger med og alligevel er jeg ikke så nervøs at jeg ikke kan formå at tale. Interviewet går faktisk rigtig fint og da der efter nogle minutter er slut bliver kameraerne ført over mod sofaerne, hvor Anders Lund Madsen sidder klar til at fortælle om sine yndlingsklip på dra DR. Lige inden han er på rejser han sig og bukker mod mig. En anerkendelse af at det var rigtig flot gået.

Instruktøren kommer endnu engang hen og følger mig ud bag kulisserne hvor min kæreste sidder og venter på mig. Han smiler. Det er gået rigtig godt og jeg selv føler også, at jeg gorde hvad jeg kunne. Den nye undervisningsminister sidder også klar i sofaen til at komme ind og afslutte showet. Hun kigger smilende op på mig og siger: “Selvom jeg har været politiker i mange år er jeg stadig nervøs når jeg skal på TV. Du gjorde det rigtig flot.“

Denne aften går jeg stolt ned ad Nyhavn med Mr. Perfect i hånden. Jeg er lettet. Både fordi udsendelsen på live fjernsyn nu er slut og vellykket, men også fordi jeg nu har fået fortalt min historie ud til hele Danmark. Ikke bare min historie som sådan, men historien om, at det betaler at gribe ind og hjælpe børn der har behov for det. Historien om hvordan et helt liv på ingen tid kan ændre sig blot ved, at nogen gider at gøre noget. Det var en rigtig dejlig historie at få fortalt.

Det startede som en artikel i Politiken. En artikel om kostskolebørn. En journalist på Aftenshowet på DR1 læste denne artikel og fandt historien god. Nu har hun taget kontakt til personen dele af artiklen handlede om. Denne person er mig. Hun ville spørge om jeg kunne tænke mig at komme ind i studiet i København og fortælle min historie der også. Jeg har selvfølgelig takket ja til muligheden for at fortælle andre om hvad en kostskole kan betyde og hvilke mennesker der kan komme ud på den anden side efter et ophold på en sådan skole.

Det bliver spændende.

Så står man der. Bag kassen i caféen og passer sit arbejde. Det er en travl dag og kunderne vælter ind. Vi er 4 piger der knokler bag disken for at holde styr på bonerne, opvasken, kaffen og kagerne. Der står omkring 10 mennesker i kø og omtrent 15-20 personer i den anden ende der venter på deres kaffe, ice blends og caffé latter. Pludselig vælter en vred kvinde ind midt i køen, skubber de ventende kunder til side og lægger an med en skarp tone i stemmen til at hidse sig op. “Undskyld mig lige engang frk. Så du ikke at min datter stod i kø?“. Jeg kigger ned og får øje på en lille pige, knap 1m. og 20 høj der end ikke når over bordhøjden, med store tårevædede øjne og føler et lille knib i hjertet indtil jeg igen får øje på den højtråbende dame bag hende der stadig står og vrisser og så føler jeg igen en umådelig trang til at være lidt mere end almindeligt provokerende. Jeg svare hende at jeg desværre ikke har set hendes datter stå i køen hvortil hun svarer “Nej. Du var så provokerende at tage manden bag hende først og nu kan du jo se hun er helt knust.” Jeg kiggede ned på pigen og spurgte hende pænt hvad jeg kunne hjælpe hende med og rakte hende den kage til 12kr. som hun åbenbart havde fået knust sit hjerte over at jeg ikke vidste at hun stod i kø for at købe. Moderen flåede kagen ud af hånden på mig og smækkede næsen i sky da hun igen maste sig ud fra køen og måbende kunder måtte flytte sig for at undgå en albue i maven eller et puf på skulderen så Mutter og knust pige igen kunne komme på plads i caféen.
Jeg kiggede efter dem, trak på skulrende og kunne ikke lade være med at føle trang til at råbe efter hende at hun måske ikke burde lade hende tiny-tiny-tynde pige stå alene i en enormt lang kø og i stedet rejse sig selv og sin dovne popo og gå med hendes datter op i kø. Jeg havde virkelig ikke set hende og jeg har uden tvivl tænkt at hun hørte til hos en af de mange voksne der stod i køen.

PP - magter absolut ikke mødre der skal té sig som var de de enste og allermest vigtige mennesker i verden.

Så går de hen og laver nyt lønsystem i en større supermarkskæde bestående af flere forskellige supermarkeder. Hvilke supermarkeder vil jeg ikke nævne, men et af disse supermarkeder er jeg tilfældigvis ansat i. Og i disse dage går jeg og skumler. Jeg hader når nye systemer ikke fungerer og lønnen derfor ikke bliver udbetalt som den skal. Jeg hader faktisk i det hele taget bare når lønnen ikke bliver udbetalt som den skal også selvom det ikke skyldes nye systemer. Sagde rent faktisk mit gamle job op fordi jeg åbenbart skulle bruge mere end tre måneder på at forklare dem at de skulle huske at trække skat af min løn uden at de alligevel fattede det. Og nu - ja nu står jeg så og har ikke fået min løn som jeg skal. Jeg manglede 12 timer og 15 minutters løn for januar måned. Dem har jeg dog fået nu, men så mangler jeg i stedet 9 timer for febuar måned. Og jeg har brokket mig hele vejen til skyerne til alle og enhver. Jeg gider simpelthen ikke at finde mig i det. Det er da alligevel utroligt at man kan få udbetalt løn for nogle timer i en måned og så ikke for resten. Hvis det fortsætter på denne måde mistænker jeg dem for overlagt snyd!!! Hvad der er endnu mere utroligt er at jeg rent faktisk søgte ind i netop denne kæde af supermarkeder fordi jeg tænkte: “Hey. Sådan et stort sted med SÅ mange ansatte og SÅ mange, både store og små, butikker da må have styr på det der med lønninger”, men ak og vé. Dér tog jeg vidst fejl.

PP - en sur og bitter supermarkedsansat der sidder sirligt med lommeregneren og regner hvert enkelt minut sammen hun har arbejdet, så hun kan tjekke lønsedlerne ned til mindste detalje fra nu af!!!

2. årspraktikken er i fuld gang. Jeg har fået den ære at stå for det fulde skema i engelsk, nogle timer i dansk og nogle få timer i idræt i en 8. klasse på en skole i Odense. Det er dejligt at være igang med det, det hele drejer sig om. Praktikken - et bedre blik på virkelighedens verden, end det giver når man blot sidder bag et bord på et seminarie der vidst ikke helt fungerer som det skal.

Det er nogle herlige elever der sidder der i klasselokalet og venter på at se hvad vi praktikanter har at tilbyde dem i de 4 uger vi er der for at undervise. Et klasselokale fyldt med forskellige nationaliteter og personligheder. Friske fyre og søde piger. De er som en 8.klasse er bedst. Livlige, smilende og helt bevidste om hvad de gider og hvad de ikke gider, men også hvad det er de skal. Det glæder mig at få lov til at undervise dem i 4 uger og det ægrer mig at der kun er 2,5 uge tilbage inden turen går tilbage på skolebænken.

PP - nyder livet som lærer. Eller i al fald som en praktikant der føler sig som en lærer

Følelsen af vand der løber ned over hele kroppen. Lyden fra en bruser. Hold fast hvor var det skønt endelig at kunne gå rigtigt i bad igen. Det er ikke lige sådan at gå i bad med en 2. gradsforbrænding på armen måtte jeg erfare. Både fordi lægerne på skadestuen sagde at jeg ikke måtte gå i bad med det i fare for at forbindingen ville blive våd og bakteriemodtagelig, men også fordi den skulle pakkes helt ind i poser og tape før det var muligt. Så i 17 dage har Picture-not-so-Perfect måtte gøre det the trucker way eller med plastisk rundt om hele venstre arm.

I mandags røg forbindingen så af og kun dele af forbrændingen er stadig ikke helet, så jeg tog chancen og hoppede ind under den varme bruser - uden plastik. And guess what - det gik fint og følelsen af at blive helt ren var skøn.

Nu vil jeg så glæde mig til at resten af det åbne kød heler så det er muligt at have en langærmet bluse på i disse kolde tider uden at blusen vælger at sætte sig fast i forbrændingen og man derfor må bruge flere minutter om dagen på at trække stof og tråde ud fra armen.

Jeg ved det lyder ulækkert og derfor vil jeg heller ikke anbefale det der 2. gradsforbrænding!!!

Endte i Politiken. På side 4 - hold da fast - med stort og rigtig fint billede og det hele. Det føltes rart. Ikke så meget billedet som dog i sig selv var spændende, men netop det, at der for en gangs skyld blev sat fokus på os, på mig, på de børn der kommer fra splittede hjem med forældre ude af stand til at give tilstrækkelig omsorg. Hvor var det skønt at en hel side blev fyldt ud med interviews og udtalelser fra forstanderen, lærerer, nuværende og tidligere elever på kostskolen. ENDELIG blev det vist at der findes andet end Herlufsholm kostskole-glansbilleder, men at der ind i mellem, forskellige steder i Danmark også findes andre kostskole-glansbilleder selvom børnene på disse skoler ikke er klædt i skjorte og slips.

Det glæder mig, at en sag man brænder for kan få plads på side 4 i en af de mere seriøse aviser og det glæder mig meget at jeg kunne få lov at medvirke.