Tænke Tanken - Lad strømmen flyde.

Vi starter fra bunden:

10: Kunden der stikker hovedet ind ad en dør helt på klem, ind til en delvist mørklagt café, hvor man står og forbereder inden åbningstid og spørger “Undskyld mig, men har i åben endnu?” - Ser det sådan ud?

9: Stamkunderne der evigt og altid hiver pomfritter og andet fastfoodsnack med sig ind i caféen, samt sluhs- og softice til børnene og selvfølgelig ALDRIG ryder op efter sig selvom der er is på stolene, pomfritter mest ned i gulvtæppet, kaffe spildt ud over bordet osv. Roder i lige så meget og er lige så ulækre derhjemme?

8: Folk der tager 20 servietter, 10 pakker sukker eller 40 sødetabletter med sig ned til deres éne caffé latte for derefter at lade 85% af det ligge ubrugt på bordet. Problemet er, at vi SKAL smide det ud når nogen har rørt ved det. Total spild! Lad dog være med at tage 10 pakker sukker med ned når du alligevel ikke skal bruge så meget sukker!

7: De kinesiske stamkunder der end ikke gør sig et lille forsøg på at kommunikere på dansk eller ved hjælp af kropssprog. De siger bare “Sjiing laii liii caffiii” - Og hvad betyder det lige? Du har handlet her hver dag de sidste 3 år og kan stadig ikke fortælle hvilken kaffe du vil have. Mine kinesiske kundskaber er li’ nul og jeg kan simpelthen ikke forstå hvad du siger. Men okay - Prins Henrik kan heller ikke dansk og han har været her i endnu flere år.

6: Kunder der synes det er helt okay at rokere rundt på hele møblementet for at kunne sidde samlet UDEN at sætte stole og borde på plads efter sig når de er færdige og dermed efterlader en café der ligner Jerusalems ødelæggelse. Gør I også det på restaurenter og andre caféer?

5: Stamkunderne, der på trods af deres daglige gang i caféen, stadig ikke har fundet ud af/bevidst ikke vil forstå, at vi har en stander hvori man sætter sit brugte service i stedet for at sætte beskidte caffé latte glas og tallerkner med krummer på disken. Det ser unægteligt ikke særligt pænt ud for andre kunder. Eller lader det hele stå på bordene i caféen så andre kunder ikke kan benytte sig af bordet før vi har fået rydet bordet af. Hvilket kan være svært at nå når der er travlt og vi samler al vores koncentration om at lave en god kaffe uden for lang ventetid.

4: Kunder der har stået i en lang kø, men alligevel ikke har bestemt sig for hvad de vil have når de endelig når frem til kassen, hvilket skaber en endnu længere kø bag dem. Hvad pokker har i brugt de 7 minutter i har stået i kø på, i stedet for at bestemme jer for hvad i vil have?

Og her går vi så ind i top 3 over irriterende kunder

3: Folk der stiller hjernedøde spørgsmål som: “Er Iceblends kolde?”, “Er der kaffe i en iskaffe?”, “Hvad betyder det at man kan vælge mellem en lys eller mørk kop chokolade?”, “Er det den lyserøde eller den gule smoothtea der smager af hindbær?”, “Er det den hvide eller brune iceblend der er chokolade i?”… osv. osv. osv.

2: Københavner, caffé latte trunterne der absolut skal have deres Skinny Latte på skummetmælk… og selvfølgelig også et stykke brownie med cremé fraiche til. Lad nu lige være - helt ærligt!

Og vinderen af de mest irriterende kunder er:

1: Kunder der til stadighed kan hidse sig op over at der er 5 minutters ventetid på en caffé latte eller anden kaffe når de for det første har stået i kø for at komme til kassen og for det andet får at vide at vi råber dem op når kaffen er klar. Undskyld mig, men hvad er det præcis du forventer? Hvis du vil have en kaffe klar på 2 sekunder så find en café der laver deres kaffe på en maskine med varmt vand og pulver. Her stimer vi altså mælken, stamper epsressobønnerne, der i øvrigt er friskmalede og laver caffé latten fra bunden - ergo tager det tid, så hids dig ned!

Hold nu helt fast hvor er der mange ting man skal have styr på for at rejse til USA. Det er ikke det samme som en smut-tur til London har jeg erfaret! Så skal man huske det ene, tænke på det andet, overveje det tredie, revurdere det fjerde…
… Men nu tror jeg faktisk at der er ved at være styr på det hele. Nu skal ESTA bare udfyldes og kufferten pakkes og så er jeg klar til sol og varme. Inde i mit hoved har jeg allere pakket kufferterne. Ærgeligt at der stadig er et par måneder til flyveren letter.

Tjekliste:
Der er chip i passet, hvilket betyder det kan scannes i lufthavnen - tjek.
Har bestilt VISA og Mastercard i tilfælde af ulykke - tjek.
Hotellerne i de forskellige byer er booket og papirene printet - tjek.
Flybilletterne er tjekket for fejl og printet - tjek.
Billetterne til Universal Studios og Alcatraz er købt, betalt og printet - tjek.
Bilen er lejet inkl. kaskoforsikring, fri km., og aircondition - tjek.
De danske kr. er vekslet til dollars - tjek.
Nogle af dollarne er små til drikkepenge - tjek.
Forsikringspapirene er printet - tjek.

Det bliver en fed tur, men hold fast hvor er det godt at jeg kun skal til Østrig måneden efter. Der skal man bare sætte sig ind i en bil og kører derned, så der skal ikke tænkes i alle mulige vanvittige baner for at komme ind i landet og nyde en stille og rolig ferie ;)

… Kan faktisk være ganske vidunderlig.

Har netop opdaget at en kollega til mig i caféen lytter til nøjagtigt det samme musik som jeg. Dette i sig selv er jo ikke noget vildt, men når vi taler Cliff Richard og Thomas Helmig så er det ret lækkert. Især når pigen kun er 17 år. Det er de færreste på min alder der lytter til Cliff Richard - de ved ikke hvad de går glip af - og når man så pludselig finder ud af at der på ens arbejdsplads render et lille, fint menneske rundt og nynner med på de samme gamle melodier som en selv, så kan man ikke lade være med at holde en lille smule af de unge mennesker. Det gjorde især ekstra godt inde i mit hjerte da jeg fandt ud af at hun havde været til samme Cliff Richard koncert som jeg og i øvrigt var at finde blandt de aller foreste til Thomas Helmig koncerten i Odense et par måneder senere, så smiler jeg for mig selv.

Jeg nyder når jeg finder et lige så fornuftigt menneske som jeg selv i mængden af lyserødt klædte, Britney Spears nynnende, bruncremé indsmurter poptøser der findes nu til dags ;)

Vi var en stor gruppe samlet idag for at afholde årets hockeyturnering på seminariet. Sådan ca. 9 hold der skulle spille imod hinanden. Piger og drenge iklædt sportstøj. Svedige og med fadøl i hånden i det fælles omklædningsrum (det var det i al fald blevet til denne dag). Midt i gruppen af omklædningsrumslugtende mennesker stod en tøs med håret yndigt sat op i knold. Make-up’en sad genau wie es sollte og et par leggins sad fint på et par tynde ben der stak ud under en krøllet skjortekjole. Hvem hun var aner jeg ikke, men da hun begyndte at rende rundt efter en fyr, altså, sådan fulgte ham i hælene konstant også selvom han skulle spille, begyndte hun at gå mig på nerverne. Hun havde tydeligvis ingen funktion i dette omklædningsrum what so ever!! Hun skulle ikke spille kamp. Hun skulle ikke drikke øl. Hun lugtede ikke af sved. Hun talte ikke med nogen. Det eneste hun gjorde var at klappe i sine små hænder når fyren hun rendte i hælene skulle spille. Når kampen så var færdig fulgte hun ham op ad trapperne og sørme mig om hun ikke også fulgte ham ned igen når han skulle spille endnu en kamp!? Kan simpelthen ikke følge de der tøser der udelukkende fungerer som pynt til kampe eller kun er der for at se fin ud og måske score den der lækre fyr der spiller.

Så hop dog i træningstøjet og vær med i stedet for at være den eneste der ikke har noget som helst at gøre her. Det virkede simpethen så forstyrrende på mig at have sådan en tøs vimsende rundt til en hockeyturnering med fadøl, hvor alle bare gerne vil give den gas. Kunne hun da så i det mindste ikke melde sig som øl-henter i baren, når man havde drukket ud?

Familie er noget af det der betyder allermest i verden. Det er her døren altid står åben og hvor tiden er ligegyldig når der er behov for at snakke. Det er familien man altid kan finde trøst, varme og tilgivelse. Det er hos familien kærligheden findes. Ens familien er dem der altid vil være der for en i både medgang og modgang. En støtte. En pæl man altid kan læne sig op ad uden at falde.
Sådan har jeg altid set på begrebet familie, men med årene er dette syn faded ud. Dele af min familie har vist sig ikke at have det samme billede på hvad en familie er og hvad en familie betyder for et menneske. Jeg har haft det svært i perioder siden jeg var lille grundet nogle af de ting jeg har været vidne til og har måttet opleve. En mor der drak. Søskende der blev tvangsfjernet. Mig selv der blev fjernet. En mor der fik tæv af sine kærester. En mor der begik selvmord. I de år hvor det var sværest havde jeg kun min far og mine søskende. Resten af familien havde meldt sig ud. Mormor, morfar, onkel… De valgte åbenbart at de ikke var en del familien når tingene gik skidt. At de ikke havde nogen indvirken på tingenes gang og derfor heller ikke ønskede at hjælpe eller være en del af det. Da jeg som 15 årig midstede min mor havde jeg et stort behov for at tale om det. Det har jeg stadig. Min mors side af familien deltog i begravelsen, men har siden lagt låg på det der skete. Selvmord taler vi ikke om. Det er nemmere at lade som ingenting. Så den del af familien kunne jeg ikke konfrontere med min sorg. En sorg jeg ind i mellem stadig kæmper med. En sorg jeg stadig ikke kan tale med dem om.

Jeg følte mig ubeskriveligt svigtet dengang. Det gør jeg stadig. 7 år senere. Jeg hører sjældent fra dem. Kun ind i mellem taler vi i telefonen sammen om vejret og om hvordan det går. På overfladen. Det skal helst ikke blive for dybt. Når vi en sjælden gang i mellem ses. Højst 2 gange om året, er stemningen trykket. Jeg har svært ved at skjule at jeg har det svært med dem og deres måde at gribe tingene an på. Jeg lukker mig inde. Bliver sur og ked af det i deres nærhed. Får dårlig samvittighed over at stemningen skal ødelægges. Det er jo trods alt familie. Så de følelser jeg mest af alt har når jeg ser dem eller taler med dem er sorg, vrede, tristhed og dårlig samvittighed. Jeg er fuld af sorg der ikke er blevet bearbejdet sammen med dem. Jeg er fuld af vrede fordi de ikke spørger hverken mig eller mine søskende om hvordan vi har det. Indeni. Og fordi de ikke lytter når jeg forsøger at fortælle dem det. Jeg er trist fordi det jeg troede en familie skulle være, i al fald ikke er sådan i mit tilfælde og jeg er fuld af dårlig samvittighed over at jeg ikke bare kan være glad og smilende når de kommer på besøg. Men det kan jeg ikke. Og det har jeg indset nu. Jeg kan ikke længere forsøge at spille glad overfor dem, når jeg ikke er det.

Så jeg bearbejder min sorg på min egen måde. Der er jo ingen hjælp at hente fra deres side. For noget tid siden stod jeg frem med min historie. Jeg fortalte den i forskellige medier for at lade folk vide at det nytter at spørge ind til hvordan et barn har det, når det har oplevet en mor der drikker, for tæv og begår selvmord. Det nytter virkelig. Og det vil jeg gerne ud med. Jeg ved min familie så udsendelsen på tv. Det er over en måned siden nu at det blev sendt. Jeg har ikke hørt fra dem. Jeg VED de har set det, men de har ikke ringet. For selvmord, druk og vold inden for familiens rammer…. det taler vi jo ikke om!
Og når nogen i familien tør stå frem og fortælle den sande historie. Stå frem og fortælle at alting ikke går godt hele tiden. At noget rent faktisk kan gøre ondt og være svært at bære på alene. Når nogen i familien vælger at offentligegøre at der er en stor revne i glansbilledet, ja, så taler vi overhovedet ikke sammen mere.

Jeg har valgt at sige fra nu. At gå mine egne veje. Derfor har jeg kappet nogle bånd til den del af familien. For lidt tid siden sendte jeg en mail for kappe det resterende bånd. Inden længe er der lagt låg på. Så går der nok nogle år før det måske bliver lettet igen.

Klik. Invitationen er sendt afsted til fest på Facebook til venner og veninder. Spændt klikker man i løbet af aftenen ind i invitationen for at se om nogen har takket ja til at deltage. Til ens store overraskelse er der flere der har trykket…. MÅSKE??

Hvad fanden skal det nu betyde? Hvad går den der måske knap ud på? Hvilke mennesker kan overhovedet få sig selv til at trykke på den knap? Jeg syntes simpelthen at det er den mest nederen knap i verden. Hvis man bliver inviteret til nogen kan man da ikke svarer måske uden yderligere at kommentere på det. Det hedder da “Ja tak jeg vil gerne deltage” eller “Nej. Jeg kan desværre ikke deltage”. Så må man vælge. Hvad skal jeg som arrangør af et arrangement bruge en måske knap til? Når jeg står og har hyret et diskotek eller skal bestille mad til de deltagende gæster, så kan jeg jo sådan set ikke bruge det til et meget at 22 mennesker har trykket måske. Hvad betyder det? Kommer de eller kommer de ikke? Og for at vende tilbage til det der med hvilke nederen mennesker der kan finde på at benytte sig af denne fuldstændigt ondsvage knap, så kan det da kun være dem der forsøger at finde ud af om de måske kunne blive inviteret til noget bedre eller sjovere den samme dag. Hvis ikke, så kan de godt deltage, men hvis det skulle ske at årets fest blev lagt på samme dato, så kan de desværre ikke. Til det har jeg bare at sige: Du får aldrig nogensinde en invitation til noget som helst fra mig igen, hvis du bare venter på at noget bedre skal dukke op. Derigennem får du heller aldrig nogensinde mulighed forat trykke måske i en invitation jeg har sendt ud igen!

Grrrrr. Et indlæg fra en sur PicturePerfect der absolut ikke bryder sig om den der måske-knap når hun forsøger at stable et arrangement på benene.

Det er ikke altid lige nemt at fungere som smilende og serviceminded barista i en café, når ens kunder er dummere end gennemsnittet og man har en mere eller mindre dårlig dag. Ind i mellem må jeg her indrømme, så kan jeg ikke lade være med at rynke på øjenbrynene eller svarer med en “er du helt blank”-tone i stemmen.
Her er et lille udpluk af dumme spørgsmål og kommentarer man kan komme ud for på sit arbejde på en café:

“Øøøøøh. Undskyld mig, men hvilken en af de her er med hindbærsmag?” - et spørgsmål der blev stillet af tydeligvis blondine dum poptøs efter hun havde fået udleveret to smootea’s. Den ene gul, den anden lyserød. Gæt så selv hvilken der er med hindbærsmag. Det er nok ikke den gule vel!!!

Barista: “Så var der to iceblands klar. En chokolade og en vanillie. Værs’go.“
Kunde: “Hvilken er med chokolade?“
Hmmmmmm… Måske den hvide var med vanillie og den brune var med chokolade?

Barista’en fra Fyn: “Hvad kan jeg hjælpe med?“
Kunden fra København: “En skinny latté” sagt med utroligt nederen accent.
Her er det så jeg bare må brække mig i lår fede stråler. For pokker da. Skinny latté? Det er der sgu da ved gud ikke noget der hedder i provinsen God Damn’it! Det er da også kun i storsnude København man kan finde på at bestille en omgang espresso med mælk og døbe det SKINNY LATTÉ???

Kunde: “Jeg skal have en kop kaffe“
Barista: “Kunne du tænke dig en stor eller lille kop?“
Kunde: “Bare en mellem“
- Og så er det jeg igen og igen, når jeg gentagne gange bliver udsat for netop dette svar, tænker: hvornår pokker i min sætning - skal det være en lille eller stor kop - var det jeg nævnte en mellem kop kaffe?

Kunde: “Jeg skal bede om en caffé latté“
Barista: “Kunne du tænke dig en mild, stærk eller mellem latté?“
Kunde: “Bare en almindelig latté“
- Ja tak. Her vælger jeg så bare den dyreste når du tydeligvis ikke kan tage stilling til om du kan lide en mild, mellem eller stærk latté!!

Kunde: “Jeg vil gerne bede om en kop chokolade“
Barista: “Ja tak. Skal det være med lys, mørk eller blandet chokolade?“
Kunde: “Eeeeej. Det ved jeg da virkelig ikke. Hvad betyder det?“
- My freakin’ Jesus. Hvilke mennesker kan ikke kende forskel på lys og mørk chokolade? Og når jeg spørger dig om du helst vil have lys eller mørk chokolade skal du nok bare vælge det du normalt bedst kan lide. Men det kan selvfølgelig godt være svært, hvis man ikke ved hvad lys og mørk schokolade vil sige.

Åha, hvor er det dog godt at jeg har bloggen til at rase ud i, så jeg ikke springer i luften midt i caféen over folks mere eller mindre hjernedøde spørgsmål og kommentarer til tingene!!

Var for noget tid siden gæst i Aftenshowet på DR1. Jeg var blevet inviteret derind af en journalist, der spurgte mig om jeg ville komme derind og fortælle min historie om det at være kostskolebarn. At være barn af en alkoholisk mor. At være et barn der blev fjernet fra hjemmet fordi nogen et sted i verden gjorde noget for at redde et menneske i tide. Interviewet gik rigtig godt og allerede inden jeg var trådt ud af sudiet på Nyhavn var de første sms’er tikket ind på mobiltelefonen. Sms’er der fortalte mig at det var gået rigtig godt og at det var flot at jeg turde træde frem og fortælle min historie til hele Danmark. De fleste kom fra familie og venner der ville rose indsatset, men også folk jeg ikke kender har taget kontakt tilmig på Facebook blot for at fortælle mig at det var flot at jeg fik fortalt en historie som så mange andre ikke ville turde stå frem og fortælle. En person skrev til mig at han havde stået i samme situation og ville ønske mig god vind fremover. En anden skrev til mig at hun havde set interviewet og at det havde fået hende til at genoverveje de ting hun rendte rundt og brokkede sig over nu hvor hun havde set hvilke kampe folk kunne rende rundt og have i forhold til de normale hverdagsproblemer hun ind i mellem rendte ind i. Hun sluttede endda beskeden med at nævne at hun nu havde noteret mig som værende en personlig heltinde. Det i sig selv er jo ufatteligt stort. En veninde jeg engang boede på kostskolen sammen med sendte mig en kort besked, hvori der blot stod at det var vigtigt at jeg kunne sætte fokus på vigtigheden i at nogen bemærker de skæbner der render rundt og gør noget for at hjælpe dem. Flere af mine gamle lærerer har taget kontakt blot for at sige godt gået og min far og gamle dansklærer har begge skrevet til mig og sagt at de er stolte af mig og min måde at få sat fokus på min egen historie.

Det er stort og ufatteligt rart for mig at få den slags respons fra alle mulige mennesker omkring mig. Det betyder rigtig meget at der sidder nogen derude og har taget historien til sig. Forhåbentlig kan det medvirke til at flere lærerer, pædagoger, private og andre i børns nærhed bringer sagerne videre til nogen der kan hjælpe børnene, hvis de oplever at der er behov for det.

Det hjalp i al fald mig!

Hvad er det med de der mænd og deres kønsdele? Altså det der med at samle benene og lave en kæmpe, skærende grimasse når nogen nævner et eller andet med at komme tilskade med kuglerne? Det er underholdende at se machomænd såvel som de lidt mere feminine mænd og mænd i alle aldrer klaske hænderne ned imellem benene som forsøgte de at redde deres ædlere dele fra en glubsk hund der havde sat sig i hovedet at sætte tænderne i og holde fast.

Sad til en hyggelig aften sammen med Mr. Perfect og min kjære farmand i går aftes da samtalen pludselig faldt på en motercykelist der havde været ude for et stunt der var gået lidt galt. Manden havde fået den idé at han ville hoppe/køre hen over noget træ (tilgiv mig hvis jeg ikke husker historien korrekt, men når samtalen falder på noget med motorer og hjernedøde mænd der slår sig selv halvt ihjel ved at lave stunts på køretøj’er, så står jeg altså af). Nå men det var i al fald noget med at manden på motorcyklen ville hoppe hen over noget, men endte i stedet med at køre så hårdt ind i det i stedet at hans underliv kørte hele vejen op ad tanken på motorcyklen, hvilket endte med at hans kugler blev revet af. Svuuuuitchj. Idet farmand nævner at manden på motorcyklen fik revet kuglerne af greb Mr. Perfect sig til udstyret og skar en grimasse der lignede at nogen havde sparket ham hårdt over skinnebenet med en skøjte. Hvorfor er det at i gør det? Det er jo ikke jer der har fået revet noget af? Jeres underliv er stadig intakt uanset hvor mange historier i får fortalt om mænd der er blevet banket imellem benene med et bat, er blevet bidt af hunde eller er landet forkert på cykelstellet i et forsøg på at bremse.

Nå, men selvom jeg ikke forstår det, så syntes jeg nu stadig at det er ganske underholdende at i ligner nogen der er ved at besvime imens i forsøger at beskytte jeres kønsdele fra en historie om noget der er sket med anden mands underliv.

Der er nu alligevel noget af en underholdningsværdi i at være praktikant i 8. klasse når pigerne sidder og taler om kærester og flotte fyrer. Små fnis og hænder foran munden for at skjule et lille, forlegent smil når nogen nævner noget om et kys. Den ene pige har vidst nok fået sig en kæreste og kan helt beslutte sig for hvor meget hun tør fortælle veninderne i klassen. Det kunne jo gå hen og blive en smule pinligt at indrømme, at man har kysset en dreng….. på munden!!! De andre griner lidt da hun alligevel fortæller det efter adskillige “kom nuuuuu” og “hvad skete der så?” spørgsmål. En anden pige spørger nysgerrigt “hvordan ser han ud?” efterfulgt af “er han lækker?“. Pigen i fokus svarer at han ligner Tarkan en lille smule og så fniser hun igen. Der går et par sekunder og så har en af pigerne fundet et billede af Tarkan på nettet på en af computerne i klassen. “eeeej han er lækker” er der en der udbryder og så fniser de allesammen igen.

De viser mig billedet da jeg går ned forbi pigerne i klassen for at gøre dem opmærksomme på at de vidst ikke helt laver det de er blevet bedt om. Jeg bliver informeret om at Tarkan altså er en herre lækker tyrkisk sanger. Jeg kan ikke helt lade være med at trække på smilebåndet, men må alligevel dy mig en smule og i stedet forsøge at få dem til at arbejde igen. Det lykkedes da jeg med en bestemt tone fortæller dem at de må vente med at snakke om herre lækre fyre til klokken har ringet. De går på ny igang med det de var blevet sat til, men da jeg vender ryggen til kan jeg alligevel høre en sagte fnisen.